http://www.sunech.com/

hosts-filen

I de fleste operativsystemer findes der en fil ved navn “hosts”, som kan bruges til at overskrive de DNS-resultater computeren slår op på DNS servere. Dette kan være et nyttigt værktøj når man ønsker at teste et domænenavn der endnu ikke er blevet oprettet eller som peger på en anden IP adresse.

Proceduren er meget simpel, jeg vil dog i denne artikel kort beskrive hvorledes dette gøres.

Pegning af subdomæne eller domæne i Windows

Vi forudsætter at navnet det drejer sig om er www.sunech.com og IP adressen er 217.195.176.16 - det kan dog lige så vel være et hvilket som helst andet subdomæne/domæne samt en anden IP adresse.

  1. Åben hosts-filen med en teksteditor såsom Notepad eller UltraEdit.
    Filens placering afhænger af operativsystem, her er nogle eksempler:
    Windows 2000/XP/2003: %SystemRoot%\system32\drivers\etc\ (typisk C:\WINDOWS\system32\drivers\etc\)
    Windows 95/98/ME: %windir%\
    Linux/unix: /etc/
  2. Lav en ny linje i bunden af filen med følgende indhold:
    217.195.176.15 www.sunech.com

Herefter vil hosts-filen overskrive dine DNS serveres resultat, så selvom DNS serverne måske peger på 217.195.176.15, så vil din computer nu tro at der er tale om 217.195.176.16 og din browser (eller et hvilket som helst andet program) vil derfor pege domænet på denne IP adresse.

Dette er specielt nyttigt i forbindelse med flytning af en side fra en server til en anden, hvor man ønsker at teste med det rigtige domænenavn om tingene fungerer som de skal.

Husk dog at slette linjen igen når der ikke længere er brug for den, ellers går man bare hen og glemmer ændringen og kan ikke forstå hvorfor tingene ikke virker hvis man senere ændre noget i sin DNS opsætning.

Andre formål

Ud over at benytte hosts-filen til ovenstående, kan den også bruges til hvis man ønsker at blokere for et (sub)domænenavn. Det kan f.eks. være et domæne der bruges til bannerreklamer, en liveupdate tjeneste til et program eller lignende. I så fald vil man typisk tilføje linjen i følgende format:
127.0.0.1 www.sunech.com