Dem der har fulgt lidt med i Data Center Map ved at siden har en tilbudsfunktion, hvor virksomheder kan forespørge på tilbud om colocation etc. i specifikke datacentre eller hele områder. Afhængig af om vi har en aftale med en eller flere leverandører der kan dække behovet, samt hvordan kunden foretrækker deres forespørgsel håndteret, sender vi så enten deres anmodning direkte til de udbydere der er oprettet på siden eller til en konsulentvirksomhed vi samarbejder med i England.
Det lyder jo alt sammen meget simpelt og som en ren pengemaskine, og det var såmænd også planen
Imidlertid har det indtil videre været lidt af et ragnarok at holde styr på med ca. 1000 udbydere i databasen, hvoraf næsten halvdelen har tilmeldt sig denne service. Problemet opstår når mange af udbyderne vinder en kontrakt, hvorefter de pludselig ikke vil anerkende at de skal betale kommission til os. Typisk fordi det er en ivrig sælger, en dum tekniker eller lignende der har tilmeldt dem, og blot sagt ja til at deltage i servicen uden at læse betingelserne. For at komme udenom det problem har vi besluttet os for at ændre proceduren for tilmelding, så der nu udsendes en særskilt e-mail efter oprettelse hvor udbyderen bedes om at få deres direktør eller en anden med de fornødne rettigheder til at gennemgå og godkende aftalen.
Problemet
Ligeledes besluttede vi os for at “nulstille” de nuværende aftaler, således at alle de eksisterende også skulle tilmelde sig i gen - for de har jo anyway ingen værdi for os hvis de ikke vil anerkende de betingelser vi samarbejder under. Det sendte vi så en mail ud om for to døgns tid siden, og indtil videre har omkring en femtedel reageret og næsten alle har godkendt aftalen (mindre end 10 har afvist at deltage). Super dejligt at få lidt struktur på det, men hold da kæft hvor kan nogen have ondt i røven over at skulle betale kommission for at man henviser kunder til dem.
Vores standard betingelser er på 10% af den månedlige leje for hele den indledende kontraktperiode, enten faktureret bagud i takt med at udbyderen får pengene ind fra kunden eller alternativt betalt forud for hele perioden efter udbyderen har fået deres første betaling (giver en 5% rabat på det samlede kommissionseløb). Langt størstedelen godkender dette helt uden problemer, da deres profit på kunden jo er større end det de skal af med til os og de ikke risikerer at komme af med noget jo mindre de rent faktisk får en kunde ud af det - dvs. intet at tabe og alt at vinde.
Det føles lidt som en form for jantelov, de vil gerne have at de gratis kan annoncere deres tjenester på vores side men tanken om at vi skal tjene penge på at sende kunder til dem kan de overhovedet ikke acceptere. Nogen mener sågar de skal diktere nøjagtigt hvilke betingelser det skal foregå under, i sær de amerikanske udbydere, og forventer at de blot kan maile os en 20-siders kontrakt som vi skal returnere underskrevet. Og vi ved allesammen at der ikke er noget sjovere end at læse 20-siders advokatsprog. Nuvel, ved de store udbydere med 5+ datacentre eller et stort netværk sætter jeg gerne tiden af til at gå sådan en i gennem, men det gider man altså ikke for de små.
Status generelt
Det her indlæg var egentlig mest bare lige for at få lidt luft for frustrationerne omkring ovenstående, men ved samme lejlighed kan jeg oplyse at det generelt går rigtigt positivt fremad for siden. Der tilføjes konstant nye datacentre (20 nye blot på den sidste uge), vi modtager flere og flere forespørgsler via quote funktionen (omkring 50 den sidste uge, går vi et halvt år tilbage var det ca. hvad vi fik i måneden) og reklamesalget går forrygende efter det nye samarbejde med Data Center Knowledge. Indtil videre har annoncørerne inkluderet store navne som APC, Rackspace, i/o Data Centers samt en række mellemstore regionale udbydere, hvilket har givet næsten udsolgt på reklamepladsen i februar.
Som resultat der af gik jeg i tænkeboksen, og som noget nyt kommer der forhåbentlig snart exit ads på siden. Dvs. når folk klikker på et link til et datacenter bliver de lige præsenteret for en X sekunders reklamepause før de videresendes - med undtagelse af hvis datacentret er et premium medlem af siden, så ryger de direkte videre. Her ud over har vi oplevet stor efterspørgsel fra producenter af løsninger til datacentre, hvorfor vi er begyndt at indsamle tilmeldinger til et nyt nyhedsbrev for tekniske kontakter i datacentrene som har indvilget i at modtage reklamer for relevante produkter/tjenester - med så dyre produkter som der typisk er tale om og så veldefineret en målgruppe burde det også være en god pengemaskine.
Set med danske øjne
Desuden har jeg opdateret et par af de carrier neutrale datacentre i Danmark (f.eks. Interxion og GlobalConnect på Hørskætten) med hvilke carriers der er tilgængelige, da jeg selv fandt det lidt uoverskueligt hvilke muligheder der var tilgængelige hvor. Hvis der er nogen der har noget de synes jeg skal tilføje så giv mig lige et hint.



