Sun har frigivet noget materiale omkring deres arbejde med CLUMEQ supercomputing center i Canada, hvor de har indrettet et noget usædvanligt datacenter i en 20 m høj og 11 m bred silo. Siloen har tidligere indeholdt en partikelaccelerator fra 60′erne, men da denne ikke skulle bruges længere valgte man at gøre brug af siloen til et supercomputer cluster i stedet.
Der er indrettet tre etager med rackskabe som er placeret i en cirkel, således at man har en ydre korridor der fungerer som kold gang, mens man får alt den varme luft fra skabene samlet inde i midten. I stedet for almindeligt gulv er der således anvendt riste, så luften frit kan cirkulere op ad mellem etagerne og skulle kølesystemet gå ned kan man blot lade den varme luft gå udenfor oppe i toppen. Kølingen er i øvrigt baseret på frikøling og dele af overskudsvarmen anvendes på universitetet for at få mest muligt udbytte af den energi der bruges på at køle siloen.
Siloen har 60 cm tygge betonvægge, kapacitet til 75 rackskabe og kan køle op til 1,5 mW. Tjek videoen og billedet herunder for yderligere oplysninger:

Et sjovt og anderledes design, men jo nok næppe noget man skal forvente at se mere af ![]()
Flere oplysninger om projektet kan også findes hos Sun.



