http://www.sunech.com/

Equinix køber Switch & Data


Skrevet af Sune Christesen torsdag d. 22 Oktober 2009 kl. 0:24

I dag faldt der lidt af en bombe i colocation branchen om at børsnoterede Equinix er kommet på opkøbstanker igen, denne gang er det deres store amerikanske konkurrent Switch & Data der står for tur. Et opkøb der tilføjer omkring 100.000 kvadratmeter fordelt over 34 datacentre til Equinix i forvejen enorme portefølje.

Equinix er vokset voldsomt på det seneste i form af opkøb af et par europæiske datacentre, etablering af nye datacentre i både USA og Europa samt udvidelse af flere af deres eksisterende faciliteter i både USA og Asien. Man skal dog tilbage til 2007 for at se et opkøb af denne kaliber, hvor Equinix indtog det europæiske marked ved opkøb af IXEurope og deres 14 datacentre i Storbritannien, Tyskland, Paris og Schweiz. Efterfølgende opkøbte de hollandske Virtu og deres tre datacentre, for at få komplet dækning af Europas fire primære markeder ved dermed at få datacenter i Amsterdam.

Det var lige netop opkøbet af IXEurope der udvidede Equinix fra “kun” at være en dominerende udbyder i USA og Asien, til pludselig at være en internationalt dominerende udbyder og en stor trussel for de europæiske udbydere samt de amerikanske udbydere der ikke havde global eller europæisk repræsentation. En ændring i markedet der fik europæiske Interxion og nu højaktuelle amerikanske Switch & Data til at annoncere et samarbejde, som kunne ses som et modspil til Equinix hastige udvidelser. Ironisk nok for Interxion er deres samarbejdspartner mod den nye konkurrent nu ved at blive opkøbt af selv samme konkurrent.

Ud over stærkere repræsentation på det amerikanske marked (Switch & Data var i 15 byer Equinix ikke var i) samt overtagelse af en af verdens mest centrale internet exchange lokationer, PAIX, får Equinix med overtagelsen også deres første datacenter i Canada. Prisen for overtagelsen af Switch & Data lander på 689 millioner USD, mens der i sin tid blev betalt omkring 555 millioner USD for det noget mindre IXEurope (dog ikke at man kan sammenligne de to priser sort på hvidt).

Spændende fremtid
Er det kun Equinix der har vokseværk, eller skal vi se konsolidering blandt flere af de andre store udbydere som ikke er repræsenteret på begge sider af Atlanten? Interxion og TeleCityGroup kunne være gode bud på vores kontinent, mens der på det amerikanske er en del flere at vælge mellem. Telx og måske CoreSite kunne f.eks. være gode bud, særligt CoreSite har vist ambitioner på det seneste i form af en rebranding af virksomheden og flere udvidelser. Set med mere globale briller kunne KDDI/Telehouse og Global Switch også være interessante emner, da de har en bred global dækning men ikke nær så voldsom regional dækning som de føromtalte.

En anden udbyder der har været snak om kunne være Savvis der også har en bred repræsentation og er godt involveret med de finansielle markeder, men ligesom udbydere som f.eks. Terremark er forretningen ikke nær så fokuseret på carrier neutral colocation hvorfor det nok ikke er så sandsynligt. Man skal dog aldrig sige aldrig, og det bliver da bestemt spændende at se om der kommer nogle modspil fra markedet til Equinix voksende dominans.

Der kan læses mere om overtagelsen i pressemeddelelsen hos Equinix, som findes her, eller i slidesne embedded herunder:

Relaterede indlæg

Følg svar til dette indlæg via mit RSS feed. Du kan efterlade et svar eller lave trackback fra din egen side.

Tilføj kommentar