Ud over indbrud hos Nianets datacenter mens jeg holdt fri, har en række andre datacentre også været ramt af uheldige omstændigheder. Bl.a. har to store datacenterbygninger været ramt af brand mens flere andre store udbydere har haft strømproblemer.
151 Front Street West
Canadas største og mest centrale datacenter, 151 Front Street West, blev søndag ramt af en brand på 8. etage i en af Peer1’s UPS rum. Branden førte til at brandmyndighederne afbrød strømmen til hele 7. samt 8. etage af sikkerhedsmæssige årsager.
Brandmyndighederne sendte 17. køretøjer til bygningen, men alligevel var branden tilsyneladende ikke mere omfattende at det berørte UPS anlæg var det eneste som blev ødelagt af flammerne. En del kunder blev dog naturligvis berørt af nedetid som følge af strømafbrydelsen.
Fisher Plaza
Torsdag aften udbrød der brand i et af Seattle’s datacenter-hubs, Fisher Plaza, som efterlod flere af bygningens datacentre uden strøm. Branden skulle tilsyneladende være opstået i et el-rum og været skyld i skader på generatorer og centrale eludstyr.
Strømmen blev først endeligt genskabt lørdag morgen, inden da havde mange dog fået strøm gennem midlertidige generatorløsninger eller andre alternative løsninger. Blandt de berørte kunder var betalingsudbyderen Authorize.net der i mere end 10 timer ikke kunne håndtere betalinger for de tusindvis af internetsider der anvender dem.
Deprimerende billeder af det nedbrændte rum kan findes her.
Flere strømnedbrud hos Equinix
Equinix er kendt som en bundsolid colocation udbyder med priser derefter, i den forgangne uge har de dog formået strømafbrydelse i hele to af deres datacentre samme dag. Begge to dog meget korte. Den ene strømafbrydelse, i Sydney, skete efter at bystrømmen gik ned og et af deres UPS anlæg fejlede og forårsagede strømafbrydelse til 1/3 af datacentret. Den anden var i Paris, hvor en ekstern servicetekniker skulle lave rutinearbejde på deres UPS anlæg og ved en menneskelig fejl kom til at afbryde strømmen i et minuts tid til en tredjedel af kunderne.
Dobbeltafbrydelse for Rackspace
Rackspace, der ligeledes er kendt som en solid udbyder af managed hosting, har ligeledes haft problemer med at holde gang i strømmen den forgangne uge. I deres største datacenter i Grapevine (TX) har de således både tirsdag i sidste uge samt tirsdag i denne uge været ramt af strømafbrydelse. Der kan læses mere om de to nedbrud her og her.
En voldsom uge for flere af de helt store udbydere må man sige - jeg fik heldigvis lov til at holde en uges ferie uden nogen nedbrud der skulle afbryde den ![]()



