http://www.sunech.com/

Google løfter sløret


Skrevet af Sune Christesen torsdag d. 2 april 2009 kl. 22:15

Google er kendt for at være meget hemmelighedsfulde omkring deres datacenterstrategier, modsat Microsoft der på det seneste har været meget åbne og på flere områder været en pioner og inspirationskilde for hele industrien. De fleste oplysninger om Google’s teknologier er derfor kommet gennem alternative kilder som ved at holde øje med hvilke patenter de har registreret og oplysninger om investeringer i deres regnskaber. I går ændrede det sig dog en del, da Google løftede sløret for en del forskellige oplysninger på deres “Data Center Efficiency Summit”.

Containere
I 2007 blev det, i takt med markedsføringen af Sun’s Blackbox (nu MD S20), offentligt kendt at Google havde taget et patent på containerbaserede datacentre. Der har dog aldrig været nogen officielle oplysninger om hvor vidt de rent faktisk gjorde brug af teknologien, da Google blot oplyste til medierne at de tog patenter på mange idéer deres medarbejdere fandt på uden nødvendigvis at gøre brug for dem, men under konferencen offentliggjorde Google af de i 2003 påbegyndte prototypeudviklingen og i 2005 lancerede deres første containerbaserede datacenter.

Datacentret bestod af en hangar indrettet med 45 40-fods containere i to etager, som hver i sær kunne indeholde 1160 servere med et strømforbrug på 250 kW (svarende til små 1100 ampere). Containerne er indrettet med et hævet gulv til køling, serverskabe i begge sider (med deres design er det tilsyneladende kun nødvendigt at tilgå serverne fra den ene side) og med en temperatur i den kolde gang på ca. 27 grader. Et design der giver dem en PUE på 1.25 i containerne.

En videopræsentation af containerkonceptet kan ses herunder:

Videoen er taget med et håndholdt kamera blandt publikum, så kvaliteten er ikke voldsomt imponerende. Der skulle dog blive frigivet officielle videoer af Google senere.

Servere
Ud over de interessante oplysninger om containerne kom Google også med flere oplysninger omkring deres servere. Det har altid været kendt at Google selv byggede deres servere, modsat Microsoft, Yahoo og Amazon der f.eks. er storkunder hos den amerikanske serverproducent Rackable, ligesom der også har været billeder fremme af dem.

Nu kommer det dog frem at Google bl.a. gør brug af et internt batteri i deres serveres strømforsyninger frem for en central UPS, et design de tog patent på for noget tid siden. I følge Google skulle effektiviteten med deres indbyggede batteri være op til 99,9% i forhold til traditionelle UPS anlæg der er langt mere ineffektive - også selvom de er baseret på flywheel teknologi.

Herunder ses et eksempel på en af Google’s servere:


Billede af Stephen Shankland/CNET

Serveren har en højde på ca. 2U og er udstyret med et bundkort fra Gigabyte, som tilsyneladende ikke er offentligt tilgængeligt, der er designet til at fungere med Google’s specielle strømforsyninger.

Ud over effektiviteten på batterierne i strømforsyningen så skulle de også være billigere end centrale UPS anlæg, ligesom man har den fordel at omkostningerne til nødstrøm kommer løbende i takt med at man tilføjer servere i stedet for at man skal ud og købe kæmpe UPS anlæg fra starten af uden reelt at have behov for den mængde strøm de kan levere.

Mere åbenhed
Det er fedt at se den ændrede attitude fra Google, som kan være med til at drive innovationen indenfor datacentre endnu mere frem i fremtiden. Hidtil har Microsoft og andre store virksomheder været rigtigt gode til at inspirere og dele erfaringer med resten af industrien, så hvis Google fortsætter denne stil vil det være til gavn for os alle.

Ud over de to patenter nævnt ovenfor har Google også taget mange andre patenter, bl.a. på et lidt anderledes flydende datacenter, og tilsyneladende har Google til hensigt at lade serverproducenter etc. betale sig for at bruge nogle af de teknologier de har taget patent på - såsom deres strømforsyningsdesign med indbygget nødstrøm.

Nu er der naturligvis mange af Google’s tiltag der ikke kan tages med over og bruges i traditionelle setups, men de sætter dog tanker i gang alligevel og kan helt sikkert hjælpe med mere innovativ tankegang i forbindelse med datacenterdesign. Nu må jeg hellere stoppe, det blev et halv langt indlæg, men der var også mange interessante facts :)

Der kan læses mere på nedenstående links:
- Google Unveils Its Container Data Center
- Inside A Google Data Center
- Efficient UPS Aids Google’s Extreme PUE
- Google uncloaks once-secret server

Relaterede indlæg

Følg svar til dette indlæg via mit RSS feed. Du kan efterlade et svar eller lave trackback fra din egen side.

Tilføj kommentar