For små to måneder siden skrev jeg om et eksperiment Intel havde lavet med direkte luftkøling, såkaldt air economization, hvor de havde opnået gode erfaringer med at tage luft ind direkte udefra og ind i datacentret på trods af meget svingende temperaturer og luftfugtighed samt støv i luften.
Steve O’Donnell har nu skrevet et indlæg på The Hot Aisle, om et firma der laver køleløsninger som ligeledes gør direkte brug af den kolde luft udenfor men på en lidt alternativ måde.
Metoden kaldes heat wheels / enthalpy wheels og går i al sin enkelthed ud på at i stedet for at sende den varme luft direkte ud og tage kold luft direkte ud, så kører den varme returluft ind i et roteringssystem af aluminium hvor den køles ned med frisk luft der hives ind udefra. På den måde får man ikke den kolde luft direkte ind, og undgår derfor de støvproblemer som Intel oplevede, får nemmere ved at kontrollere luftfugtigheden og så vidt jeg kan forstå vil gasbaserede brandslukningssystemer såsom Inergen fortsat være brugbare da rummet stadig er lufttæt. Herunder kan ses en illustration af teknikken:

Billede fra KyotoCooling
Det oplyses at køling kan køre udelukkende på den direkte luftkøling ved en udendørstemperatur på op til 22 grader, mens der fra 22-30 grader skal suppleres med alternativ køling og ved over 30 grader skal kølingen baseres udelukkende på alternativ køling. Den alternative køling er indbygget i systemet og er baseret på Freon for at fjerne behovet for at lægge vandrør i serverrummet og have den risiko det giver, så løsningen skulle altså helt fjerne behovet for et traditionelt køleanlæg. I følge tal fra Holland (som jo belejligt nok ikke ligger langt fra os rent klimatisk) så er der gennemsnitligt kun 227 timer i året over 22 grader (svarende til 2,6% af året).
Tallene vil naturligvis afhænge af hvilken setpoint temperatur man ønsker i serverrummet, så vidt jeg kan se er deres tal baseret på 25 grader og de er kommet frem til at det kan give en årlig besparelse på 80%. Besparelsen vil uden tvivl være større ved direkte luftkøling som i Intel’s forsøg, men som skrevet længere oppe får man nogle fordele ved denne løsning i forbindelse med luftfugtigheden, støv, brandslukning samt at systemet har indbygget køleanlæg der kan supplere når luften udenfor ikke er kold nok.
Heat wheels er som sådan ikke en ny opfindelse, jeg har dog ikke tidligere set det nogen steder i forbindelse med datacentre så jeg ved ikke om det er en ny måde at anvende det på. Deres løsning er dog designet til datacenterbrug og er designet efter Tier IV principper, så enheden er redundant og der kan laves vedligeholdelsesarbejde mens den er i drift. Der kan hentes en powerpoint præsentation på KyotoCooling’s webside der giver et lidt bedre indtryk af hvordan det fungerer, umiddelbart virker det ret imponerende.
Yderligere oplysninger
Firmaet bag er hollandsk og hedder KyotoCooling og deres webside kan findes på KyotoCooling.com, mens mit tidligere indlæg om det nævnte Intel forsøg kan findes her.
Det originale indlæg fra The Hot Aisle indeholder ikke meget andet end lidt copy/paste fra KyotoCooling’s site, men det kan læses her hvis det skulle have interesse.



