Cogent er kendt for at have nogle meget billige transitpriser samt samtidig for at være involveret i ufatteligt mange peeringskandaler hvor enten de eller en af deres peers afbryder forbindelsen som følge af uenighed omkring vilkårene for deres peering. Senest depeerede Cogent Telia som følge af uoverensstemmelser, hvilket betød at single-homed Telia og Cogent kunder ikke kunne få forbindelse til hinanden og dermed kun havde adgang til dele af interenttet i to uger.
Lidt over et halvt år senere er det nu tid til endnu en peeringskandale, denne gang er det med Sprint som tilsyneladende har valgt at depeere Cogent. Årsagen er endnu ukendt, men typisk kan det være fordi den ene udbyder får mere ud af aftalen end den anden - f.eks. hvis mængden af trafik der udveksles ikke er ligeværdig. Omvendt kritiserer Cogent som regel konkurrenterne for at depeere dem pga. Cogent’s priskrig.
Kort tid efter peeringen ophørte havde Cogent sendt denne pressemeddelelse afsted, hvor de lægger skylden over på Sprint og samtidig tilbyder single-homed Sprint kunder (undtagen trådløse kunder) en gratis 100 mbit forbindelse indtil peeringskandalen er overstået. Smart måde at udnytte skandalen til at få nye kunder på, noget de eftersigende også gjorde i forbindelse med en tidligere peeringskandale.
Cogent’s peeringhistorik
Depeeringen sker et par måneder efter at Cogent var rykket frem som et Tier 1 netværk der udelukkende havde peeringtrafik (dvs. de peerede med alle de andre store udbydere) og ingen transit trafik. Blandt Cogent’s andre store peeringskandaler er AOL i 2003, France Telecom i 2006, Level 3 i 2005 og som nævnt Telia tidligere i år. Hvor lang tid kunderne skal lide denne gang, samt hvem der bukker under for presset, bliver spændende at se. Løsningen bliver enten at de bliver enige om betingelserne for peering eller alternativt at en af parterne begynder at købe transit for at nå den anden - sidstnævnte gør Sprint i hvert fald ikke, og Cogent vil også næppe gøre det.
Jeg prøver naturligvis at få skrevet når der er noget nyt i sagen.



