De store koncerner som Equinix, Interxion etc. gør ikke voldsomt meget ud af deres online profilering eller af at få søgemaskinetrafik, på trods af at der grundet deres størrelse bliver foretaget rigtigt mange søgninger på deres navne samt datacenterlokationer. Det betyder at deres potentielle kunder i stedet ender på andre sider, noget jeg i særdeleshed har oplevet med Data Center Map. Omvendt kunne brugeren lige så vel havne på en side der promoverer en konkurrent, da det er nemt at få meget relevant trafik fra en meget specifik målgruppe hvis man vælger at udnytte denne svaghed hos nogle af de store firmaer.
Her på bloggen har det dog også haft effekt, googler man efter “Interxion København” eller “Interxion Ballerup” dukker Interxion’s eget site slet ikke op, men der i mod ligger bloggen nummer et - googler man efter “Interxion Copenhagen” er det Data Center Map der ligger nummer et. Tager vi i stedet og googler efter en mindre virksomheds datacenter som “Hostingcenter Århus”, så ligger de selv på de første resultater.
Årsagen er naturligvis at den slags store firmaer sjældent får deres kunder ved at en kunde tilfældigvis finder dem ved en Google søgning, men er det grund til helt at undlade at arbejde med det område? Det synes jeg ikke, når en person f.eks. googler efter Interxion Ballerup vil det vel typisk være fordi at vedkommende vil finde flere oplysninger om datacentret eller i kontakt med Interxion, hvorfor det mest relevante vel var at ende på en underside hos Interxion frem for et blogindlæg om Interxion. I værste fald kunne det jo være et blogindlæg med dårlig omtale, der ville skræmme den potentielle kunde
Jeg takker og bukker naturligvis for de tonsvis af besøgende jeg kan score på Data Center Map, men jeg er forarget over at det er et område der overses så meget af de store firmaer. På Data center Map har jeg indtil videre i denne måned fået besøgende på over 5.000 forskellige søgeord/sætninger, hvoraf størstedelen er baseret på en søgning der indeholder et firmanavn og en by eller lignende. Det er ikke kun de danske resultater det er så nemt at vinde trafik på, googler man efter “Interxion Dublin”, “Interxion Stockholm”, “Equinix Slough” etc. er resultatet det samme.
Jeg arbejder i øvrigt på en ny version af sitet der kommer til at rykke det op på et helt nyt niveau, men det er svært at finde tiden til at få det gjort færdigt så det kommer nok til at trække nogle måneder ud før det lanceres. Mere info herom senere.



