Jeg ville gerne have blogget lidt mere løbende omkring finanskrisen og dens effekt på datacenterefterspørgslen, men det har tiden desværre ikke været til så jeg prøver lige at lave en lille opsamling i stedet blandet sammen med krisen set fra vores øjne.
Forløbet
Før krisen rigtigt var gået i gang begyndte man at høre om faldende efterspørgsel i f.eks. London, hvilket satte spekulationerne i gang omkring de mange udvidelser og nye datacentre der var undervejs. Efter krisen for alvor kom i gang hørte vi dog om rigtigt mange udbydere der sikrede sig lån på trods af de trænge kår (f.eks. Interxion 1 mia kr., The Planet 225 mio kr., Rackspace 750 mio kr., Digital Realty Trust 500 mio kr. og mange flere), hvilket må siges at være et tegn på at der fortsat er stor tillid til branchen og efterspørgslen. De børsnoterede udbydere er dog blevet straffet på aktiekurserne på lige vilkår med børsnoterede virksomheder i andre brancher gennem krisen (Equinix, TeleCityGroup, Switch & Data etc.).
På det seneste har der så været masser af indlæg med nyheder om at de store udbydere fortsat oplever høj efterspørgsel og nogen endda højere end nogensinde før. F.eks. har CBRE, der i sin tid berettede om den faldende efterspørgsel i London, nu oplyst at efterspørgslen igen er høj i London og tilbagegangen derfor kun var midlertidig. Her ud over har flere udbydere også berettet om høj efterspørgsel, f.eks. har både Equinix og Digital Realty Trust rapporteret om rekordhøj efterspørgsel på det seneste.
Omvendt har der også været et par negative overskrifter, f.eks. har DuPont Fabros oplyst af de har oplevet faldende efterspørgsel mens Microsoft har oplyst at de vil reducere deres investeringer i forbindelse med datacentre.
Konklusion
Og hvad kan vi så konkludere ud fra det? Det virker som om at finanskrisen i starten skræmte mange og dæmpede efterspørgslen kortvarigt, men at der er ved at komme skub i tingene igen - noget der også stemmer overens med hvad vi har oplevet i vores eget firma. Ud over efterspørgsel fører en finanskrise dog også mange andre ting med sig, mange virksomheder må de desværre lade livet (september måned i år satte rekord for konkurser i Danmark) eller leve på nådige leverandører med ekstraordinære kreditaftaler. Ligeledes vælger flere, som Microsoft, at reducere deres omkostninger ved enten at opsige eller omstrukturerer deres aftaler.
Vi har oplevet lidt af det hele i løbet af krisen (konkurser, kunder med likviditetsproblemer, opsigelser og omstrukturering af aftaler), vores økonomi er heldigvis rigtig sund så det er ikke noget der har generet os overhovedet. På trods af de kedelige konsekvenser det har haft for nogle af vores kunder, så synes jeg dog det har været en fed og lærerig oplevelse hvordan dominoeffekten gør at sådan en krise berører os alle.
Så et lille bump på vejen men efterspørgslen lader til at være godt på vej igen - man skal dog aldrig sige aldrig, finanskrisen har flere gange vist hvor hurtigt tingene kan vende sig
så om vi befinder os i en datacenterbobbel der pludselig sprænger ved man ikke med sikkerhed, men som skrevet i en kommentar til mit indlæg sidst jeg skrev om det så taler forholdene ikke ligefrem for det.
Slutteligt så vil jeg henvise til et indlæg Martin Thorborg skrev forleden, som kommer med nogle rigtigt fede pointer i forbindelse med krisen - “Alt er fucking kaos og jeg elsker det“.



