http://www.sunech.com/

Teorier om kabelbrud


Skrevet af Sune Christesen mandag d. 4 Februar 2008 kl. 15:36
Kategorier:
Carriers
Sikkerhed

Det vrimler med nye oplysninger og konspirationsteorier omkring de kabelbrud der har været i Mellemøsten - ud over de tre første er der nu tilsyneladende et fjerde kabelbrud mellem Qatar og De Forenede Arabiske Emirater, selvom der flere steder påstås at det var grundet strømproblemer der afbrød forbindelsen og ikke et brud på undervandskablet.

Bruddet, afbrydelsen eller hvad det må vise sig at være har forårsaget forbindelsesproblemer for Qatar og forventes først at blive genetableret i løbet af et par dage. Hvad kablet hedder og hvem der ejer det har jeg ikke umiddelbart kunne finde nogen oplysninger om.

Ingen skibe involveret i de første to brud
De første teorier omkring brudene på de første to kabler var de var forårsaget af skibsankre, men efter en undersøgelse har det egyptiske kommunikationsministerium udmeldt at der ingen skibe var i området da brudene skete, og det derfor ikke kan være årsagen, samt at der var tale om et område hvor det var forbudt at sejle.

I samme nyhed oplyses det at der er et skib på vej fra Frankrig for at reparere SMW4, men fuld forbindelse til Egypten forventes ikke genetableret før om 10 dage.

Konspirationsteorier
De mange kabelbrud har resulteret i et hav af forskellige konspirationsteorier på mailinglister, blogs og nyhedssites, da folk ikke mener at det kan være tilfældigt med så mange kabelbrud i Mellemøsten på så kort tid. Blot for at opsummere nogen af de forskellige (mange af dem er blot ment som humoristiske indslag):

  • Sammensværgelse mellem CIA og Mossad
    En bruger på Outages mailinglisten skrev om at det var en sammensværgelse mellem CIA og Mossad for at ramme de øvrige lande i Mellemøsten.
  • Angreb fra USA
    Flere skriver på bl.a. Slashdot at det er et amerikansk angreb på de muslimske lande i Mellemøsten.
  • Al Qaeda terrorangreb
    På Slashdot skrives der også om at det kunne være et Al Qaeda angreb på lande i Mellemøsten der er venligt indstillet overfor vesten, da mange af de berørte lande er meget venligst stillede overfor vesten.
  • Al Qaeda afledningsmanøvre
    Muligheden for at dette blot er en afledningsmanøvre for et forstående større terrorangreb nævnes også, med det formål at distrahere efterretningstjener etc.
  • Installation af aflytningsudstyr
    Jesse Robbins skriver om at det kunne være et land der har gjort det som en afledningsmanøvre for at installere aflytningsudstyr andre steder på fiberruten for at kunne overvåge de data der sendes. Han henviser tilmed til en Wikipedia artikel om den amerikanske ubåd USS Jimmy Carter, der har det fornødne udstyr til at foretage den slags operationer.
  • Angreb på Iran grundet Euro-marked
    Flere mener at det er et forsøg på at skade Iran, grundet deres valg om at lave et oliemarked baseret på euro frem for dollars - dette hænger dog ikke sammen med Renesys’ rapporter om at Iran ikke er særligt berørte.
  • Amerikansk forsøg på at forhindre terrorangreb
    Nogen finder det bemærkelsesværdigt at begivenhederne startede lige før Superbowl, og mener at det kan have været et amerikansk forsøg på at ødelægge kommunikationen op til et eventuelt terrorangreb.
  • Indledningen på ny amerikansk krig
    Med dårlig økonomi i USA og forstående valg, mener flere at Bush er ved at påbegynde en ny krig i Mellemøsten og dette blot er indledningen.

Nogen mere gale end andre, men det er da meget morsomt at høre hvad folk kan finde på :)
Jeg opgav at linke til dem alle, men de fleste nævnes i kommentarerne på Slashdot.

I følge en udtalelse i en nyhed på Data Center Knowledge, så er der også folk der finder det helt normalt taget i betragtning af hvor ofte der sker kabelbrud, den store opmærksomhed skulle blot skyldes manglende redundans i området. Vedkommende pointerer endvidere at undervandskabler skulle være et dårligt terrormål da medierne ikke interesserer sig meget for det, og det derfor ikke får meget opmærksomhed til grupperne bag.

Jeg vil forholde mig åbensindet og vender sikkert tilbage med flere oplysninger senere.

Relaterede indlæg

Følg svar til dette indlæg via mit RSS feed. Du kan efterlade et svar eller lave trackback fra din egen side.

Tilføj kommentar