http://www.sunech.com/

Flydende datacentre


Skrevet af Sune Christesen tirsdag d. 8 Januar 2008 kl. 18:12

Jeg faldt over nogle meget interessante indlæg diverse steder i dag, der omhandler en virksomhed der vil gøre brug af tidligere fragtskibe til at indrette datacentre i havne verden over. En frisk ide, men umiddelbart sidder man tilbage med et stort spørgsmålstegn om hvem i al verden der er kommet på den tossede ide, og hvorfor det skulle være smart.

Der er tale om et amerikansk firma ved navn IDS (International Data Security) fra San Francisco, som mener at flydende co-location datacentre er fremtiden. Fordelene kontra traditionelle datacentre skulle eftersigende være følgende:

1. Havvand til køling
De vil anvende havvand til deres køleanlæg for at reducere omkostningerne, det vurderes at de kan spare omkring 30-40%. Vi har tidligere hørt om traditionelle datacentre der strategisk har valgt at placere sig tæt på større søer, floder eller lignende for at kunne anvende samme fordel, så dette er bestemt ikke et unikt punkt.

2. Nødstrøm
Ud over traditionelle nødstrømsanlæg vil skibene kunne generere strøm via skibets egne generatorer og anvende skibets brændstofstanke i nødstilfælde. Ligeledes kan skibene blive tanket op via vandet og er derfor mindre afhængige af at brændstofsleverandører kan komme frem til dem.
Det første punkt med ekstra nødstrømsanlæg og brændstofstanke kan et hvert datacenter jo opnå, det er blot et spørgsmål om hvor meget man er villig til at investere i sit nødstrømsanlæg.

3. Implementering
Virksomheden vil på blot få måneder kunne indrette et skib, leje en havneplads og sejle det på plads, og vil således kunne opfylde efterspørgsel meget hurtigt i byer hvor det kan være svært at få fat i brugbare ejendomme. Dette er det mest interessante og overbevisende argument, og vil være interessant for nogle af de hurtigst voksende markeder som f.eks. London.

4. Grøn profil
Der anvendes skibe som ellers skulle være gået til skrotning, hvilket ville have belastet miljøet. Sammen med anvendelsen af havvand gør dette at datacentrene får en grøn profil.

Skibene vil ligge fast i havn i deres respektive byer, og være koblet til strøm og fiber på samme vilkår som almindelige datacentre. Hvilke muligheder dette giver for sikker redundans kan jeg ikke umiddelbart gennemskue, der må jo alt andet end lige skulle gå nogle forbindelser fra havneanlægget og til selve skibet som er meget tæt på hinanden (hvis der er flere) og dermed nemt kan blive beskadiget alle sammen. Generelt synes jeg der er meget omkring den fysiske sikkerhed der skræmmer mig ved konceptet, og jeg ser derfor langt flere ulemper end de relativt få fordele sådan en løsning fører med sig.

Skibenes indretning
Hvert skib skulle eftersigende have omkring 18.500 kvadratmeter datacenterplads, og det første skulle være klar i San Francisco til april i år. Det førte skib vil blive placeret ved kaj 50, et område der ikke ligger langt fra San Francisco’s primære “datacenterdistrikt“. Virksomhedens plan er at lancere 22 datacentre i Nordamerika samt 50 verden over. Ud over datacentre vil skibene indeholde overnatningsmuligheder, kontorer, møderum samt spisefaciliteter.

Et oplagt emne til den slags datacentre ville jo være de mobile datacentre, Blackbox fra Sun og ICE-Cube samt Concentro fra Rackable, der er baseret på standard shipping containere og derfor nemt kan implementeres på et containerskib. At dømme ud fra denne PDF, kunne det til forveksling nemt ligne et skib fyldt op med Blackbox containere - som nævnt i et andet indlæg er sort dog ikke den mest økonomiske farve at vælge til containere der skal holdes nedkølet.

Yderligere oplysninger
Der kan læses mere i dette blog indlæg samt dette af Kenneth Jamaca. Jeg er spændt på at se om det rent faktisk bliver til noget, virksomhedens webside eksisterer ikke engang på nuværende tidspunkt (den skulle være at finde på idsstar.com).

Med Mærsk Line’s tidligere annoncerede spareplaner i dag kan det være der er nogle billige containerskibe til salg - så det er om at være hurtig hvis man vil prøve konceptet af selv ;)

Relaterede indlæg

  • Ingen relaterede indlæg.
Følg svar til dette indlæg via mit RSS feed. Du kan efterlade et svar eller lave trackback fra din egen side.

3 kommentarer til “Flydende datacentre”


  1. Sune Christesen skrev tirsdag d. 8 Januar 2008 kl. 18:44 :

    Det er i øvrigt bemærkelsesværdigt at PDF’en er lavet af Kenneth selv (står i filens properties), når den eftersigende skulle være komme fra IDS, samt at virksomhedens domænenavn er registreret anonymt. Billederne i PDF’en ser ligeledes ret manipulerede ud.

    Jeg synes der er god grund til at være skeptisk, men man skal måske også passe på med at være for skeptisk :)

  2. Mattias Skovhøj skrev torsdag d. 10 Januar 2008 kl. 15:15 :

    Umiddelbart lyder det lidt langt ude, gør det ikke? Men selvfølgelig - det er nok billigere at leje 18500 kvadratmeter i en havn end inde midt i London! :)

  3. Kasper Smith skrev tirsdag d. 15 Januar 2008 kl. 0:10 :

    Tag ScanNet som eksempel, de burde da bruge vandet fra Kolding fjord når de nu endelig har køb en villa helt nede ved vandet :)

    Jeg vil nu hellere bruge min vindmølle til strømmen ;)

Tilføj kommentar