I følge en artikel fra The Guardian så er Interxion ved at forberede sig på en børsnotering, hvor i gennem de forventes at rejse mere end 300 millioner pund (over 3 milliarder kroner). I øjeblikket er størstedelen af Interxion ejet af amerikanske Baker Capital.
Spekulationerne om en børsnotering af Interxion kommer oven på et år hvor der er sket meget for deres nærmeste konkurrenter. IXEurope er blevet opkøbt af amerikanske Equinix sidst på sommeren og TeleCity blev børsnoteret på Londons fondsbørs i oktober, hvilket har skaffet yderligere kapital til begge virksomheder. Her ud over har det været et år hvor de alle tre har foretaget udvidelser i form af nye datacentre eller udvidelse af eksisterende i Europas store markeder (London, Amsterdam, Frankfurt & Paris).
Konkurrencen blandt de tre virksomheder tager til - Interxion har i øjeblikket 22 datacentre i 11 lande, TeleCity har 18 i 7 lande og Equinix har 14 i 4 europæiske lande (her ud over har de faciliteter i USA og Asien). I 2008 og de følgende år kan der formodentlig forventes yderligere udvidelser og opkøb. En børsnotering er formodentlig en nødvendighed hvis Interxion skal kunne følge med de øvrige udbydere i så hurtigt voksende et marked.
Ud over de tre nævnte udbydere, findes der også mindre aktører, som f.eks. Telehouse Europe og Global Switch, der er aktive i flere europæiske lande med carrier neutral datacentre. Sidstnævnte er desværre ikke at finde på Data Center Map efter eget ønske, men de har datacentre i London, Paris og Amsterdam.
2007 blev også året hvor Interxion i Danmark langt om længe kunne annoncere et regnskabsår med et positivt resultat (for 2006), men Danmark er formodentlig langt fra det land der står først i køen til yderligere kapital fra en eventuel børsnotering. Med den stigende efterspørgsel efter carrier neutral datacentre, tror jeg dog fortsat at de vil vokse og komme ud med et endnu mere positivt resultat de næste par år.



