http://www.sunech.com/

Selskabsstiftelse


Skrevet af Sune Christesen tirsdag d. 11 december 2007 kl. 11:08

I forbindelse med omlægning af vores virksomhed, havde vi behov for at få stiftet en lille håndfuld selskaber. Den oprindelige plan var at lade revisor eller advokat stå for opgaven, men efter lidt research faldt vi over et blog indlæg fra 41 concepts, der angav at det skulle være utrolig nemt selv at klare det hele via Webreg.

Eftersom det hastede for os at komme i gang og det virkede utroligt nemt, så mente vi det var oplagt at prøve - i værste fald ville man jo bare skulle have revisoren eller advokaten til at gå ind og rette eventuelle fejl eller alternativt stifte selskaberne helt, mens vi i bedste fald ville have det klaret på ingen tid, spare en god slat penge og samtidig blive nogle erfaringer rigere.

Processen er ret simpel:

1. Digital signatur
Anskaf dig en digital signatur (det har du formodentlig allerede). Du kan bruge din personlige signatur til at stifte alle selskaberne, men hvis man har en selskabskonstruktion med flere selskaber så kan man også vælge blot at stifte det første holding selskab med sin personlige signatur og derefter bestille en digital signatur til holding selskabet, som man så kan bruge til at stifte det næste selskab med. Det forsinker dog bare processen, så det ser jeg ikke nogen grund til.

2. Bank
Såfremt der er tale om en kontant stiftelse skal du få din bank til at opsætte en konto med den påkrævede kapital på (minimum 125.000 for anpartsselskaber og minimum 500.000 for aktieselskaber). Kontoen skal oprettes i firmaets navn og stå som “Under stiftelse”.
Undersøg om din bank har en digital signatur så de kan logge ind på Webreg og bekræfte at du har den påkrævede kapital, du kan se en liste her eller kontakte din bank. Såfremt det drejer sig om en værdistiftelse er dette punkt underordnet, så er det din revisor der skal sige god for at der er tilstrækkeligt med værdier i virksomheden.

I tilfælde af at din bank ikke har en digital signatur, så skal du bruge et kontoudtog fra den nyoprettede konto som du så kan sende til en revisor eller advokat, der så kan logge ind og godkende at du har den fornødne kapital (forudsat at de har digital signatur, det burde de dog have).

3. Revisor
Såfremt din virksomhed har revisionspligt - dvs. den er et holdingselskab eller lever op til minimum to af nedenstående punkter - eller du frivilligt ønsker at få revideret dit regnskab, så skal du finde en revisor på forhånd:
- Omsætning på over 3 millioner kroner
- Balancesum på over 1,5 million kroner
- Over 12 ansatte

4. Stiftelsesdokument
Udarbejd et stiftelsesdokument med vedtægter for virksomheden. Du kan enten få en advokat eller revisor til at hjælpe dig, købe et standarddokument på nettet eller finde et gratis eksempel på nettet. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen har selv lagt nogle eksempler op som frit kan anvendes, de kan findes her:
- Stiftelsesdokument for ApS
- Stiftelsesdokument for A/S
Husk i øvrigt at få lavet en anpartshaver- eller aktionæroverenskomst for jeres virksomhed såfremt i er flere ejere. Eksempler på disse kan ligeledes findes på nettet, eller udarbejdes af en advokat.

5. Stiftende generalforsamling
Såfremt der er tale om et aktieselskab er der krav om at der skal afholdes en stiftende generalforsamling og indsendes et referat af den gennem Webreg. Er der tale om et anpartsselskab er denne del frivillig. Du kan eventuelt prøve at google efter eksempler på referater fra virksomheder af samme selskabstype, der er masser af dem der ude på nettet, eller kigge på den tekst der er i bunden af denne side hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

6. Webreg
Log ind på webreg med din digitale signatur og gå i gang med at starte en ny virksomhed.
Du skal nu i gennem følgende punkter:

6.1. Valg af firmanavn samt eventuelle binavne (de første fem binavne er gratis, herefter 1.000 kr. pr. navn).
6.2. Valg af stifter (angiv CVR eller CPR nummer/numre samt indskudt kapital.
6.3. Kopier dit stiftelsesdokument ind (dokumentet kan ikke uploades men skal kopieres ind i et tekstfelt) og angiv eventuelle stiftelsesomkostninger samt stiftelsesdato. Anpartsselskaber kan stiftes med tilbagevirkende kraft i op til 8 uger og aktieselskaber i 6 måneder.
6.4. Angiv diverse oplysninger fra vedtægterne (såsom selskabets formål, tegningsret etc.).
6.5. Angiv kapitalforhold for virksomheden.
6.6. Vælg direktion samt eventuel bestyrelse ved at indskrive CVR numre (ingen krav om bestyrelse ved ApS, ved A/S skal der minimum være tre bestyrelsesmedlemmer og max 50% af bestyrelsen må indgå i virksomhedens direktion - bestyrelsesformanden må heller ikke være direktør).
6.7. Vælg revisor såfremt der er revisionspligt eller frivilligt valg revision som omtalt tidligere i dokumentet. Du skal bruge revisorens CVR nummer, resten finder systemet selv ud af.
6.8. Indskriv eventuelt referat af den stiftende generalforsamling, ligesom ved stiftelsesdokumentet kan filer ikke uploades.

Bemærk at tingene gemmes som en kladde undervejs og der intet officielt er sket før det øjeblik hvor der trykkes på “Registrer virksomhed”.

7. Kapitalgodkendelse
Log ud af Webreg og kontakt din bank, revisor eller advokat (den der skal bekræfte at kapitalen er der). Bed dem om at logge på Webreg og godkende de kapitalforhold du har opgivet. Bemærk at virksomhedskladden er låst mens der er en person inde og redigere den, så det er vigtigt at logge ud først.

8. Registrer virksomheden
Enten skal du bede kapitalgodkenderen om at fuldføre virksomhedsregistrationen når de alligevel er der inde, eller også skal du selv logge ind når de har gjort det, og fuldføre registreringen. Dit selskab vil få tildelt et CVR nummer øjeblikkeligt, og vil meget kort efter kunne findes via en søgning på cvr.dk. CVR nummeret vises på skærmen når firmaet registreres og mailes i en kvittering til vedkommende der har registreret firmaet (til den mailadresse der er tilknyttet den digitale signatur).

9. Alternative registreringer
Virksomheden er ikke automatisk momsregistreret, så dette skal gøres manuelt bagefter via “Startblanketten” som kan findes her. Det er ligeledes denne formular du skal bruge til at angive branchekode, arbejdsgiverregistrering, importregistrering, eksportregistrering etc.

Din bank vil formodentlig gerne have en tegningsudskrift fra Erhvervs- & Selskabsstyrelsen, denne fremsendes IKKE automatisk - såfremt banken ikke selv bestiller den så skal du selv bestille den via cvr.dk mod et symbolsk beløb.

Færdig!
Det er naturligvis på eget ansvar hvis man kaster sig ud i det, men jeg kan i hvert fald varmt anbefale det - det er meget nemt, og hvis man skal have stiftet et par holdingselskaber ud over sit driftsselskab så vil det hurtigt løbe op at få professionelle til det.

Hvis man får brug for hjælp så er Erhvervs- og Selskabsstyrelsen i øvrigt meget hjælpsomme, og jeg har ikke oplevet nogen problemer med lang telefonkø. Webreg er i øvrigt ret idiotsikkret, så man får som regel at vide hvis man laver noget galt - driftssikkert er det dog ikke, det er langsomt og vi oplevede to længere nedbrud midt i stiftelsesprocessen (hvilket vores revisor sagde at var meget almindeligt for Webreg).

Relaterede indlæg

Følg svar til dette indlæg via mit RSS feed. Du kan efterlade et svar eller lave trackback fra din egen side.

1 kommentar til “Selskabsstiftelse”


  1. ARS skrev torsdag d. 22 Juli 2010 kl. 17:33 :

    Hej
    Tak for en super guide. Jeg har kørt hele webreg’en igennem og mangler således kun kapitalforholds delen. Jeg har idag desværre oplevet at banken, udover stiftelsesdokumentet, kræver en underskrevet generalsforsamlings referat før de vil logge på via deres tastselv for at godkende kapital forholdet. Det virker meget besynderligt at man skal have holdt en generelforsamling uden selskabet egentligt er stiftet. Men dette var kravet fra deres side.

    Jeg tror at jeg må droppe ideen om at kunne oprette selskabet selv og bede advokaten om at gøre det for mig og betale de 5000 plus moms han kræver.

Tilføj kommentar