I går kunne man læse på Athena IT Group’s webside at de har købt Munk Hosting, der bl.a. er kendt for deres underjordiske datacenter i Nationalbankens tidligere boks i Odense.
Et køb der i følge Athena IT Group’s egen pressemeddelelse gør dem til Danmarks næststørste hostingvirksomhed, et led i målet om at blive nordens førende hostingvirksomhed, kun overgået af TDC Hosting. Bankboksen i Odense vil i følge pressemeddelelsen komme til at udgøre kernen i Athena’s hostingstrategi i fremtiden for såvel danske som udenlandske kunder.
Konsolidering
Handlen er blot en blandt flere større hostingopkøb det seneste års tid, hvor vi har set en stigende konsolidering i branchen, samtidig med kraftig vækst. Tidligere har vi bl.a. set TDC købe UNI2 og Mondo opkøbe Netdanmark. Ligesom Mondo er Athena for nyligt blevet børsnoteret og har på den måde været i stand til at skaffe yderligere kapital til virksomheden.
Mondo’s køb af den noget mindre hostingvirksomhed Netdanmark (med en årlig omsætning på 7 millioner) beløb sig kun til ca. 11 millioner, modsat dette opkøb på 60 millioner for en virksomhed med en årlig omsætning på 40 millioner. Med i købet fik Mondo Netdanmark’s ca. 1500 m2 store datacenter i Århus, mens Athena som nævnt har erhvervet sig Munk Hosting’s ca. 1300 m2 store datacenter i Odense.
Pengene fra Athena’s børsnotering er endvidere blevet brugt på opkøbet af nordtyske More IT tidligere på året, som var deres indgangsvinkel til det tyske marked. Med More IT’s årlige omsætning på ca. 20 millioner kroner opnåede Athena en årlig omsætning på over 60 millioner, som nu med overtagelsen af Munk Hosting forøges til over 100 millioner kroner. Efter opkøbet af Netdanmark og Alpha IT, opjusterede Mondo ligeledes omsætningsforventningerne til over 100 millioner kroner.
Der findes fortsat flere hostingvirksomheder her hjemme der måske kunne ske opkøb i, så det bliver spændende at følge med i udviklingen i branchen det næste års tid.



