Fysisk sikkerhed er et vigtigt emne i datacentre - alarmsystemer, videokameraer, brandsikring etc. kan vi ikke få nok af, men på trods af de mange millioner der investeres, så er det meget sjældent man hører om historier hvor den fysiske sikkerhed er kommet på en prøve.
Tænker man over for hvor mange millioner kroner udstyr der typisk er i mellemstore eller store datacentre, så er det jo logisk at behovet er der, og hos C I Host i Chicago har det flere gange vist sig at den fysiske sikkerhed ikke er tilstrækkelig, selv på trods af onsite vagtpersonale.
Væbnet røveri
The Register skrev i går om hvordan der for fjerde gang er blevet stjålet servere fra datacentret, denne gang i form af et væbnet røveri - ikke noget man just hører om ofte i forbindelse med datacentre.
Datacentret i Chicago har 24/7 vagtpersonale onsite og er udstyret med alt det typiske sikkerhedsudstyr samt tilmed mere end man ville finde mange andre steder (biometrisk adgangskontrol og indgangssluser), men alligevel formåede røverne at komme ind ved at save sig i gennem en væg og overfalde vagtmanden. Minimum 20 servere tilhørende C I Host og deres kunder skulle være blevet taget under røveriet.
I følge artiklen hos The Register møder C I Host stor kritik for ikke at have informeret deres kunder hurtigt nok om begivenheden, som de i sagens natur naturligvis ikke er for stolte af. Flere mener at der bør være bevæbnet vagtpersonale, et krav som er helt urealistisk i europæisk tankegang.
Bestillingsarbejde
At komme af med en masse brugte stjålne rackservere er nok ikke det samme som at skulle afhænde LCD skærme og DVD afspillere, så der er nok ingen tvivl om at den slags arbejde er bestillingsarbejde. Det kan undre en hvilken type virksomhed der går til den slags yderligheder - specielt i så sikkert et datacenter. En skræmmende teori kunne naturligvis også være at intentionen var at skade C I Host’s rygte til fordel for et andet data center.
Her hjemme er banker og butikker efterhånden blevet så topsikrede at røverne er begyndt at gå over til private, som derfor er begyndt at opsætte alarmer og overvågningssystemer i deres hjem. Ud fra den betragtning vil jeg nærmest vove at påstå at der findes flere danske datacentre som er mindre beskyttede end nogle private hjem er, så det er da tankevækkende om østeuropæerne på et tidspunkt skulle få øjnene op for at lave indbrud i datacentre.
Som jeg tidligere har skrevet om så er reaktionstiden ved alarmsystemerne i mange co-location datacentre meget langsom, hvilket kun er med til at gøre tanken endnu mere skræmmende.
C I Host opererer i alt fire datacentre fordelt jævnt ud over hele USA, og Chicago datacentret har været udsat for lignende begivenheder i både 2005 og 2006. Det bliver spændende at se hvilke konsekvenser dette får for såvel C I Host’s ry som deres sikkerhed.



