http://www.sunech.com/

Google & de gule sider


Skrevet af Sune Christesen fredag d. 28 september 2007 kl. 16:09

Vi modtager regelmæssigt opkald fra folk der skal bruge en internetforbindelse eller support på Microsoft’s Windows eller MSN. Årsagen er kort fortalt at vi i de gule sider står listet som internetudbyder, og eftersom navnet starter med A så ringer de godtroende og internettrængende forbrugere os straks op, samt at når folk googler på “Microsoft service” ligger vi lige efter Microsoft’s side - og som alle ved, er det ikke nemt at finde brugbare kontaktoplysninger på Microsoft’s side, så folk går blot videre og ringer til os.

Denne uge har dog været ekstra træls - jeg har talt med intet mindre end to personer der ville have en ADSL forbindelse af os, en der ville have support på Windows XP, en hvis MSN Messenger ikke virkede og sidst men ikke mindst en der ville fejlmelde sin Medion computer.

Hov, Medion? Ja, da jeg spurgte vedkommende hvorfor han ringede til os, sagde han at han havde fået oplyst vores telefonnummer hos Oplysningen da han bad om telefonnummeret til virksomheden “Service Provider”. Så min makker ringede spændt til Oplysningen for at høre hvordan og hvorledes, og det viser sig at Oplysningen blot googler navnet når det ikke kan findes i TDC’s database, og ved en Google på “service provider” ligger vi nummer seks med denne side. Hvordan i alverden Oplysningen så kan komme frem til at det er fornuftigt at give vedkommende vores nummer ved jeg ikke.

Generelt har jeg ikke noget i mod at være venlig og hjælpe folk, men problemet er at folk ofte bliver sure og ubehøvlede når vi ikke vil hjælpe dem, på trods af at vi gør dem opmærksom på at de har forkert nummer og vi intet har med det at gøre - “jamen der står i er microsoft service provider”.

Moralen er at det kan have negative konsekvenser at ranke alt for godt på søgemaskinerne :), samt at man skal vælge branchebeskrivelse med omhu i de gule sider.

Relaterede indlæg

  • Ingen relaterede indlæg.
Følg svar til dette indlæg via mit RSS feed. Du kan efterlade et svar eller lave trackback fra din egen side.

2 kommentarer til “Google & de gule sider”


  1. Dimitri Hardorff skrev lørdag d. 10 november 2007 kl. 16:31 :

    Har I fået nye kunder på den bekostning?

  2. Sune Christesen skrev lørdag d. 10 november 2007 kl. 16:58 :

    Ikke så vidt jeg ved, der er jo typisk tale om privatkunder som slet ikke hører under vores målgruppe - så det er rent tidsspilde.

Tilføj kommentar