http://www.sunech.com/

Mærkevarer & kvalitet


Skrevet af Sune Christesen mandag d. 3 september 2007 kl. 23:23

Vi udlejer som de fleste ved dedikerede servere til nogle ret fornuftige priser, af en god kvalitet og med nogle ret fleksible konfigurationer. Størstedelen af vores egne og udlejede servere er konfigurationer vi selv har skræddersyet og samlet, mens størstedelen af de servere vores kunder får hostet hos os er færdigbyggede mærkevareservere (Dell, HP, IBM, Intel, Fujitsu-Siemens - you name it).

En skepsis man ofte støder på ved folk, er at de finder skræddersyede systemer (dvs. hvor komponenterne er indkøbt separat og samlet i et kabinet) uprofessionelle og af lav kvalitet. Det er en skepsis der er fuldstændig uberettiget, og som jeg hellere end gerne vil slå ud af hovedet på folk.

Færdigsamlede servere og skræddersyede servere har hver deres fordele og ulemper, som gør at de på mange måder appellerer til hver deres målgruppe. Skal man bare have en enkelt server eller et par stykker og ønsker man at det skal være nemt, så er en færdigsamlet mærkevare server naturligvis et oplagt valg. De væsentligste punkter jeg ser, er følgende:

Kompatibilitet
Samler man selv et system, er det væsentligt at komponenterne man vælger passer sammen og kan fungere optimalt sammen, hvilket man kan være uheldig med hvis ikke man har lidt erfaring og ved hvilke ting man skal være opmærksom på. Her har mærkevareserverne en væsentlig fordel, selvom man dog kan komme udenom problemet ved at finde en forhandler der sælger færdigsamlede ikke-mærkevareservere (dvs. de køber komponenterne og samler dem).

Tidsforbrug
Skal man selv samle en server, vil det naturligvis tage mere tid end hvis man køber en færdigsamlet server, som blot kan pakkes ud af kassen og sættes til. Ud over dette, er der usikkerheden omkring at noget kan gå i stykker eller gå galt, i processen hvor man selv samler serveren - igen, ligesom ved førnævnte punkt, kan erfaring og know-how dog minimere tidsforbruget samt risikoen for fejl.

Tilpasning efter behov
En af de væsentligste fordele jeg ser hos de skræddersyede servere er den store fleksibilitet de giver - man vælger helt selv hvilke komponenter man ønsker, og kan således nemt skræddersy den efter behov. Det betyder at man nemmere kan få de nyeste teknologier og kombinere dem efter behov, f.eks. skulle vi på et tidspunkt bruge en server der understøttede Intel Virtualization Technology, hvilket vi ikke kunne få ved nogle af de store producenter endnu - men ved selv at købe en helt ny CPU og et helt nyt bundkort, så kunne vi nemt selv samle en server der dækkede behovet.

Ofte kan de færdigsamlede servere opgraderes på cpu/ram/diske etc., men opgraderingsdelene hos de store mærkevareproducenter er ofte urimeligt høje sammenlignet med priserne på komponentmarkedet.

Oplysning
Min egen erfaring er at det kan være svært ved nogle mærkevareproducenter at finde alle relevante oplysninger om de komponenter der anvendes - f.eks. chipsets, nøjagtig CPU model etc., mens man ved selv at udvælge komponenterne kan være 100% sikker på hvad man får.

Reservedele
Bygger man selv en server (eller køber den færdigsamlet af individuelle komponenter), så ved man nøjagtigt hvad der er i den og hvilke komponenter den er kompatibel med - samtidig er man ikke afhængig af at komponenterne skal være fra en bestemt leverandør, og kan derfor frit vælge og vrage ud fra forskellige kriterier såsom pris, leveringstid og om de har lokal tilstedeværelse, så man ikke skal vente på fremsendelse af delene. Uafhængigheden gør det langt nemmere og mere fleksibelt at finde reservedele, og vælger man nogle meget udbredte komponenter vil det således også være nemt langt efter modellen er udgået.

Køber man en Dell server eller lignende, så skal man som udgangspunkt have reservedele fra leverandøren, og er således afhængig af deres priser, leveringssikkerhed etc.

Pris
Prisen på færdigsamlede servere er efterhånden blevet ret lav, og ved køb af individuelle komponenter er der ofte flere der skal have fortjeneste på varerne, men ikke desto mindre er der ofte store besparelser at hente alligevel.

Leveringstid / leveringssikkerhed
Køber man fra en stor mærkevareproducent, afhænger leveringssikkerheden bl.a. af om man handler direkte med producenten (som man typisk gør ved f.eks. Dell) eller om man køber gennem en forhandler. At være afhængig af én leverandør som Dell, og dermed deres leveringsevne etc., anser jeg dog som en svaghed. Kan man være uafhængig af leverandører, og dermed have mulighed for at gå til en anden leverandør hvis det haster eller der er problemer med den anden leverandør, må det bestemt betragtes som en styrke.

Kvalitet
Kvaliteten er der hvor folk er mest skeptiske, men vælger man komponenter med omhu (anerkendte producenter), vil jeg dog vove at påstå at kvaliteten er på niveau med de store serverproducenter. Dette mener jeg både er gældende hvis man anvender komponenter der er henvendt mod desktop maskiner såvel som deciderede servere.

De store komponentproducenter er i dag så erfarne og producerer så store mængder, at kvaliteten er i top - både til desktop og servere - og fejlprocenten derfor formodentlig hverken er større eller mindre end hos Dell, HP etc.

På trods af at langt størstedelen af vores servere som tidligere nævnt er skræddersyede servere, så har vi alt andet end lige oplevet langt flere hardware problemer med mærkevareservere fra f.eks. HP eller Intel, hvilket for mit vedkommende bekræfter at vi har truffet det rigtige valg. Når der har været problemer med mærkevareserverne har fejlsøgningen og udskiftningen af komponenter endvidere været længere og mere bøvlet, mens den ved de skræddersyede servere er hurtig og nem.

Lights Out Management
IPMI; iLO, RSA, DRAC, ALOM, ILOM, SIM - Lights Out Management er populært og vinder kraftigt frem og følger ofte med de færdigsamlede servere. Muligheden for at kunne logge ind og se serverens status, genstarte den eller anvende remote KVM giver store muligheder, men mange af disse muligheder kan man dog også få via tredjeparts lights out management kort, og dermed også opnås i skræddersyede servere. Der findes f.eks. Raritan’s eRic kort og Aten’s pcIPcard.

Service
Hvis ikke man selv kan lide at bøvle med tingene når de går i stykker, så er mærkevareproducenterne ofte at foretrække - der findes en masse gode supportaftaler, og mange af dem har opbygget et bredt netværk af lokale partnere. Naturligvis kan man ved færdigsamlede systemer anvende lokale IT forhandlere/værkstæder, men det er naturligvis ikke helt det samme. På servicen må de mærkevareproducenterne siges at have en stor fordel, men for en hosting virksomhed som os - hvor der ikke er tid til at vente på den slags :) - er det jo underordnet.

Konklusion
Som konklusion vil jeg vove at påstå at begge løsninger er gode, og kvaliteten kan fås som både skidt og kanel på begge områder, de har også hver deres fordele og ulemper. Derfor bør man vælge ud fra perspektiver såsom pris, fleksibilitet, kvantitet og hvor meget tid/arbejde man selv vil smide i det. Jeg er slet ikke i tvivl om at vi har valgt den rette løsning til det behov vi har, og hvis man kigger på nogle af de helt store udenlandske udbydere af dedikerede servere, så er der da også rigtigt mange andre der er gået samme vej.

Det blev godt nok et halv langt indlæg - men så kom min mening da i hvert fald frem.

Relaterede indlæg

Følg svar til dette indlæg via mit RSS feed. Du kan efterlade et svar eller lave trackback fra din egen side.

Tilføj kommentar