For nyligt blev NGDC (Next Generation Data Center) konferencen afholdt i sammenhæng med LinuxWorld 2007, med masser af foredrag og udstillinger relateret til de problemstillinger datacenterindustrien står over for.
Efterfølgende er der blevet lagt en masse præsentationer op fra arrangementet, og selvom det naturligvis ikke er det samme som at se selve foredragene (hvilket nok kunne have været meget interessant), så lader der alligevel til at være en del guldkorn at hente.
De forskellige præsentationer kan findes her, og umiddelbart lader bl.a. “Current Best Practices for Datacom Environments” fra IBM og Tier1 Research’s “Selecting Colocation and Managed Data Center Services” til at være interessante (sidstnævnte mest som en indgangsvinkel/opsummering af co-location og markedet). Jeg får desværre 404 fejl på en del af præsentationerne, men mon ikke de kommer op senere.
September byder også på en del datacenter-relaterede arrangementer - Data Center World d. 16-19 i Dallas, DataCenterDynamics d. 12 i Chigaco og Gartner Data Center Conference d. 27-30 i Las Vegas. Som det fremgår er det alt sammen i USA, men hvis det er nogen trøst så er der Power and Cooling for Data Centres i London måneden efter.



