http://www.sunech.com/

Alarmsystemer


Skrevet af Sune Christesen torsdag d. 9 august 2007 kl. 22:39
Kategorier:
Datacentre
Sikkerhed

Alarmsystemer med tilslutning til vagtværn er et generelt krav blandt co-location datacentre i dag, men hvor brugbare er de egentlig og giver de en falsk tryghed? Muligvis, der er i hvert fald et alvorligt problem med den slags alarmsystemer.

Problemet
Problemet med alarmsystemer i co-location miljøer er at der er så mange forskellige brugere/kunder der benytter alarmsystemet, hvoraf nogle måske gør det sjældent, at der meget ofte opstår falske alarmer. Grundet den store mængde falske alarmer bliver der ikke rykket ud med det samme når en alarm går, men man venter typisk i lang tid for at give kunden mulighed for at slå den fra samt ringe ind og sige at det var en fejl. Det er den ventetid, der kan være fatal og give eventuelle indbrudstyve eller sabotører den tid de skal bruge.

Naturligvis har det en præventiv virkning at der skiltes med alarmsystemer, samt en stressende virkning overfor eventuelle indtrængende hvis alarmen er i gang, men de fleste professionelle tyve i dag ved godt hvor sløv reaktionen på alarmer typisk er - og de tager sig god tid til at få gjort hvad de skal, og er derefter længe væk når vagten langt om længe når frem.

Konklusion
Personligt vil jeg ikke mene at alarmsystemerne er ubrugelige eller giver en falsk tryghed, for de har en effekt, men jeg vil mene at de ikke giver den tryghed som mange måske forventer. Hvordan kan det så gøres bedre? Hvis man skal have et eksternt vagtværn til at svare med fuld udrykning hver gang en falsk alarm går så bliver det hurtigt en voldsomt dyr affære, men hvis man har personale i datacentret 24/7 alligevel, vil det være mere forsvarligt at garantere øjeblikkelig udrykning - problemet er dog at det kræver en relativt stor volume for at kunne løbe rundt.

Er der drifts- eller vagtpersonale på lokationen døgnet rundt er det heller ingen garanti for at alarmerne bliver taget seriøst nok, jo mindre man har klare interne politikker om det. Jeg har en gang prøvet at aktivere alarmen i et serverrum ved et uheld, hvorefter vi naturligvis blev låst inde af alarmsystemet og derfor ikke kunne gå ud og slå den fra. Efter et en del tids venten måtte jeg tage telefonen og ringe op til personalet der arbejdede en etage højere oppe i bygningen, og høre om ikke de ville slå alarmen fra og lukke os ud. Den manglende reaktionsevne fra udbyderen skuffede mig meget, når de nu tilmed havde personale der ikke arbejdede mere end et par trappetrin der fra.

Supplement
Jeg vil derfor fortsat mene at alarmsystemer er en nødvendighed, men for at gøre det ideelt bør man supplere det med andre foranstaltninger såsom massive døre, videoovervågning og om muligt røgkanoner. Røgkanoner finder jeg personligt geniale, de har dog også et problem i forbindelse med co-location miljøer med mange falske alarmer, da man så formodentlig risikerer at de bliver aktiveret i tide og utide. De fleste datacentre har dog en form for indslusning samt flere serverrum opdelt i alarmzoner, hvor de falske alarmer oftest opstår ved fejl i indgangsslusen. Der kunne således sagtens placeres røgkanoner i de andre alarmzoner, som så først blev aktiveret ved en “rigtig” alarm.

Relaterede indlæg

  • Ingen relaterede indlæg.
Følg svar til dette indlæg via mit RSS feed. Du kan efterlade et svar eller lave trackback fra din egen side.

Tilføj kommentar