Interxion beretter i en pressemeddelelse om at den danske afdeling af den europæiske datacenterkoncern, med datacenter i Ballerup, har fået vendt tallene på bundlinjen, således at de nu har præsteret et årsregnskab med sorte tal i stedet for røde tal.
Som jeg skrev om i april, i forbindelse med at Interxion annoncerede kraftige udvidelser flere steder i Europa, har Interxion i Danmark haft kedelige resultater lige siden de etablerede sig.
De dårligere resultater skyldes bl.a. at Dot-Com boblen ramte hårdt lige efter Interxion’s danske etablering, men det forklarer naturligvis ikke at de dårlige resultater har fortsat så længe. De dårlige resultater har undervejs budt på direktørfyring, men med præsentation af 2006 resultaterne kunne den danske medarbejderstab ånde lettet op, da årets resultat lød på 25,2 millioner kr.
Resultaterne for de seneste år ser således ud:
2001: -64,6
2002: -24,3
2003: -10,1
2004: -18,6
2005: -1,6
2006: 25,2
Personligt tror jeg at den generelle vækst i industrien primært har båret Interxion, men samtidig også det faktum at Interxion er blandt de få datacentre der tilbyder carrier neutral faciliteter. De fleste datacentre sælger både infrastruktur og connectivity sammen, mens man ved Interxion og enkelte andre steder har mulighed for at vælge mellem connectivity fra flere udbydere.
Kigger man på væksten i udlandet og de store globale (eller bare amerikanske/europæiske) datacenteroperatører, så er der ingen tvivl om at carrier neutral faciliteter er mest populære.
Det danske resultat må lune godt hos Interxion, der ligesom de andre europæiske udbydere har stor vækst for tiden. Som jeg berettede om for nylig, så arbejder amerikanske Equinix på at overtage europæiske IXEurope, hvilket helt klart er en meget alvorlig trussel for Interxion.
Equinix vil formodentlig udvide sin europæiske forretning efter overtagelsen, da de med IXEurope udelukkende opnår repræsentation i England, Schweiz, Tyskland & Frankrig. Umiddelbart vil jeg tro at et land som Holland står først i køen, men det kunne da være interessant hvis vi så Equinix etablere sig i Danmark - jeg finder det dog ikke specielt sandsynligt at der sker lige foreløbig.



