Den canadiske datacenteroperatør eNation har annonceret at de tilbyder skræddersyede mobile datacentre, baseret på Sun’s Blackbox (læs mere her og her).
I følge en udtalelse fra eNation’s salgsdirektør er der stor interesse i de mobile datacentre (som Sun og Rackable har promoveret meget på det seneste), men mange har måttet indse at det ikke er så “plug and play” som det virker. eNation’s rolle vil derfor være at stå for at specialindrette containerne med indhold samt opsætte dem ude hos kunderne. Umiddelbart kan man konkludere at en del af det smarte ved de mobile datacentre forsvinder, hvis arbejdet omkring implementeringen af en Blackbox er for omfattende og Sun ikke selv bistår i denne proces.

Sun’s Blackbox i eNation’s klæder
Som det fremgår af billedet herover, har eNation tilsyneladende valgt at gå bort fra Sun’s traditionelle sorte design, som jeg for nyligt også omtalte at Stanford havde gjort. Årsagen er formodentlig den samme sidst, nemlig at det alt andet end lige vil være billigere at køle en lys container fremfor en sort en.
Der må sidde nogle designansvarlige ved Sun med meget røde ører over den voldsomt eksponerede sorte container, når samtlige kunder tilsyneladende vælger at male skidtet om.
Målgruppen
eNation fokuserer bl.a. på løsninger til olie & gas industrien samt online spil, hvoraf specielt sidstnævnte er et interessant marked for mobile datacentre. Grundet de meget restriktive love der er i mange lande omkring gambling, hostes spilleportaler ofte i mindre lande hvor det er tilladt. Det kunne f.eks. være i mindre lande i det caribiske øhav, som til gengæld ofte ramt at orkaner.
Usikkerheden omkring naturkatastroferne samt den politiske udvikling (hvis gambling nu pludselig skulle blive forbudt), gør at der ikke er meget fornuft i at investere i kæmpe store datacentre i f.eks. det caribiske øhav. Her ville et mobilt datacenter således være et oplagt valg, som ligeledes ville gøre disaster recovery nemmere efter en voldsom orkan eller tornado.
Prisen på løsningerne fra eNation starter ved 600.000$, svarende til ca. 3,3 millioner kroner, mens priserne for en Blackbox ved Sun eftersigende skulle være ca. en halv million lavere. eNation har endnu ikke solgt nogen, men oplyser at de har modtaget flere henvendelser - der i blandt åbenbart en kunde der ønskede at stable 9 stk. oven på hinanden.
Der kan læses mere i pressemeddelelsen hos eNation eller i dette indlæg hos Data Center Knowledge.



