Vi har på det seneste introduceret en række nye produkter i virksomheden, indenfor områder hvor vi før i tiden har henvist kunderne til eksterne samarbejdspartnere eller andre virksomheder når vi fik en forespørgsel.
Det var derfor produkter hvor vi vidste vi allerede havde et marked, og ved de fleste af dem havde vi i forvejen også en række gode samarbejdspartnere der gjorde at vi ville kunne udbyde produkterne til en god pris samtidig med at vi kunne få en fornuftig fortjeneste. Produkterne det drejer sig om er følgende:
- International domæneregistrering
- SSL certifikater
- Plesk licenser
Det skal siges at der endnu ikke er en prisliste/infoside på vores webside omkring domæneregistrering, og at der godt kan gå lidt tid før at den bliver klar (det tager sin tid med det antal af domæneendelser vi tilbyder). Indtil da tager vi dog gerne mod forespørgsler pr. mail.
Man hører så tit om at iværksættere skal holde fokus og blive ved deres hovedydelser/produkter, frem for at risikere at kaste sig ud i alt for mange ting, men hvor går grænsen? Personligt er jeg af den opfattelse at det ville være dumt ikke at udvide forretningen med emner som ovenstående, når det er ydelser som ens eksisterende kundekreds har interesse i samt efterspørger.
Går grænsen så ved lancering af produkter som ens eksisterende kunder ikke har udvist interesse for? Eller ved produkter som ikke passer helt ind under samme branche? Nej, jeg mener ikke der er nogen decideret grænse. Min overbevisning er at det er et spørgsmål om at overveje nøje hvad man kan overkomme og hvad der er marked for. Det er naturligvis også vigtigt at overveje om tingene skal markedsføres samme sted, eller måske tilmed i samme forretning, eller om det adskiller sig så meget for ens eksisterende produkter at man skal have det over i et separat navn.



