Jay Westerdal fra DomainTools blog har skrevet et interessant indlæg omkring IPv4 efter at have læst en rapport om emnet. Jeg har ikke selv læst hele rapporten i gennem, men har skimmet enkelte afsnit i gennem og det virker umiddelbart meget interessant.
Rapporten viser at hvis det nuværende forbrugsmønster for IPv4 adresser fortsætter, så vil samtlige IPv4 adresser være brugt i August 2012, mens IANA puljen af IPv4 adresserne vil være brugt allerede i juni 2011 - dvs. om knap 4 år.
Det betyder derfor at hvis tendensen fortsætter (eller i værste fald udvikler sig endnu mere), vil der skulle indføres langt strammere krav for IPv4 adresser inden 2011, eller alternativt skal implementeringen af IPv6 have mere fart på.
Hvis ICANN der i mod formåede at inddrage og genbruge ubrugte IP adresser, ville der i følge rapportens udregninger dog være kapacitet til September 2026. Men er det realistisk? Formodentlig ikke. Der skal vel på kort sigt nogle strengere krav til for delegering af IPv4 adresser, selvom det allerede den dag i dag er blevet en del strammere end hvis vi kigger et par år tilbage, samtidig med at IPv6 skal fremmes.
Med flere enheder der bruger IP adresser, flere servere grundet virtualisering og generel vækst indenfor hosting/outsourcing af servere og applikationer etc. må man antage at tendensen nærmere er tiltagende end aftagende, hvilket må siges at give et skræmmende billede for IPv4.
Det er naturligvis blot nogle udregninger, og de kan sikkert udregnes på andre måder og give andre resultater, men det gør ikke spørgsmålet om IPv4’s tilgængelighed i fremtiden mindre interessant. Den slags statistikker bør være med til at lægge pres på diverse producenter for at få implementeret IPv6 kompatibilitet samtidig med bagudkompatibilitet til IPv4, så vi kan være på forkant med udviklingen.



