Efter et par dages stilhed må jeg vel hellere se at komme i gang igen, og denne gang med en opfølgning på Todd Underwoods seneste skriverier om Cogent. Cogent er en af de største carriers, og er kendt primært for at have billig trafik og en meget åben peeringpolitk der op til flere gange har givet dem problemer (bl.a. depeerings fra andre større carriers, hvoraf episoden med Level 3 er den bedst kendte).
Todd skriver en del interessant omkring Cogent’s position på det europæiske marked, som opfølgning på at de pludselig depeerede en række mindre britiske carriers, hvilket kunne betyde at virksomheden er ved at ligge deres stil helt om for forhåbentlig at få bedre markedsforhold.
Cogent’s nuværende popularitet (eller mangel der på) gør at de ikke er i stand til at få de rette peeringaftaler på plads med store carriers i Europa, og derfor i nogle situationer er tvunget til at føre europæisk trafik (f.eks. fra en lokation i Danmark til en anden dansk lokation) hele vejen tilbage til USA og gennem en carrier de peerer med der, for så igen at få trafikken til Europa igen (jo mindre de vil betale for det som transit trafik, men det ville der nok ikke være meget fornuft i :)).
Det Cogent tilsyneladende har gang i nu, er at de fjerner nogle af deres peeringer med små udbydere for dermed at opnå større volume og popularitet ved andre store carriers, og dermed på sigt kunne få nogle peeringaftaler i stand i Europa som kan sørge for bedre forhold.
Det er blot Todd’s teori, men når man tænker tingene i gennem er den nok meget realistisk. Cogent’s strategi som måske har slået godt i gennem på det amerikanske marked i sin tid går ikke i god vand her ovre i Europa, og det på trods af at de forsøgte at komme godt ind på det europæiske marked ved køb af forskellige nationale carriers.
Deres åbne peeringpolitik og priskrig på transittrafik gør dem upopulære, og selvom de nu måske får rodet bod på deres peeringpolitik, bliver det spændende at se om det er nok uden at de justerer deres priser på transittrafik.
Anyway, læs Todd’s indlæg hvis den slags interesserer dig - det er meget interessant.



