CRN bragte tidligere i dag en historie med overskriften “Ingen interesse for miljøvenlig hosting”, omhandlende den danskejede hostingvirksomhed Servage der har forsøgt sig med et miljøvenligt webhotel.
Det miljøvenlige webhotel skulle udmærke sig ved at Servage garanterede at kundens strømforbrug blev dækket via vedvarende energikilder (genereret via f.eks. vind-, vand- eller solenergi), mod at kunden så skulle betale 7,5 kr. ekstra pr. måned. I følge artiklen har produktet dog ikke haft nogen videre stor succes, og kun nogle få hundrede kunder skulle have tilsluttet sig idéen.
Min egen teori er nu ikke direkte at der er manglende interesse for miljøvenlig hosting, men tvært i mod at efterspørgslen for miljøvenlige hostingløsninger er stærkt stigende. Dette bekræftes af tendensen man ser ovre vest på (ja de er jo som regel altid foran i USA :)), hvor Microsoft, Google og mange af de andre virksomheder der bygger datacentre vælger at placere dem i områder der kan levere vedvarende energi.
Jeg tror ikke at det er i en målgruppe som Servage’s webhostingkunder man skal satse på at finde den store interesse for at betale ekstra for vedvarende energi, men der i mod ved større virksomheder der foretager større installationer - enten i form af at de selv indretter miljøvenlige datacentre, eller ved at de bevidst vælger et datacenter der er miljøvenligt.
Artiklen beretter i øvrigt om at Servage vil fortsætte med at satse på det miljørigtige tilbud - thumbs up for det.



