http://www.sunech.com/

Brandhæmmende luft i datacentre


Skrevet af Sune Christesen tirsdag d. 20 Marts 2007 kl. 17:17
Kategorier:
Ny teknologi
Sikkerhed

De mest udbredte systemer til at bekæmpe brand i datacentre i dag er f.eks. Inergen-anlæg, der fuldstændig kvæler alt ild ved brug af gas og derved effektivt og hurtigt kan slukke en brand, uden at skade de øvrige faciliteter eller udstyret i serverrummet.

Men hvad nu hvis man kunne have et anlæg kørende hele tiden, der helt kunne forhindre at en brand kunne opstå i første omgang, og man derfor ikke behøvede at bekymre sig om en brand i første omgang? Der er tilsyneladende et par firmaer på Cebit der har bud på hvordan denne problemstilling kan løses, nemlig ved konstant at holde mængden af oxygen i serverrummets luft på så lavt et niveau at en brand ikke kan starte, men til gengæld højt nok til at et menneske godt kan ånde.

I følge firmaet Wagner Alarm and Security skal oxygen-mængden i luften nedbringes fra 21% til 15%, hvilket i følge et skeptisk blog indlæg hos Computerworld svarer til mængden i ca. 3 kilometers højde, ved hjælp af kompressorer fra firmaet. Der var ligeledes et lignende forslag fra et mindre firma ved navn N2telligence, som ville gøre det via brændselsceller som ligeledes kunne anvendes som nødstrøm til datacentret - to fluer med et smæk.

Det er da bestemt en interessant tanke helt at kunne forebygge brand, frem for kun hurtigt og effektivt at kunne slukke den, men er der nogen fremtid i det? For det første er det meget sjældent at der opstår brand i datacentre, og for det andet er det med automatiske røgdetektorer og effektive brandslukningsanlæg meget begrænset hvor meget skade en brand vil kunne forsage (forudsat at al udstyret virker efter hensigten).
Ligeledes er branchen i øjeblikket inde i en situation hvor datacenteroperatører kæmper for at få strømforbruget ned for at minimere omkostningerne samt påvirkningen af miljøet, så hvorfor i alverden skulle de smide endnu flere penge og endnu mere strøm efter et aktivt anlæg til forebyggelse, når de eksisterende passive anlæg til aktiv bekæmpelse fungerer godt?
Ud fra det kritiske blog indlæg jeg henviste til, lader det også til at man bør tage med i overvejelserne at 15% oxygen i luften måske ikke er så uskadeligt som producenterne får det til at lyde, men at det tvært i mod skulle være et meget dårligt arbejdsklima.

Jeg bemærkede desværre ikke selv nogen af de pågældende firmaer på messen, men et par sider har efterfølgende skrevet artikler om dem - læs bl.a. denne artikel hos PC World.

Relaterede indlæg

  • Ingen relaterede indlæg.
Følg svar til dette indlæg via mit RSS feed. Du kan efterlade et svar eller lave trackback fra din egen side.

Tilføj kommentar