http://www.sunech.com/

Svært at få tilbud på telefoni


Skrevet af Sune Christesen mandag d. 12 Marts 2007 kl. 15:26
Kategorier:
Brok

Vi startede i sin tid med at benytte Telmore til vores mobiltelefoni i virksomheden, da det var enkelt, billigt og overskueligt. Efterfølgende valgte vi dog at skifte til Unotel, da de tilbød gratis opkald mellem mobiltelefoner på samme abonnement. Det giver naturligvis en god besparelse på bundlinjen, når man har en makker man taler meget i telefon med.

Som tiden er gået er kundeservicen hos Unotel dog blevet uduelig og de har valgt at trække deres tilbud tilbage så man nu kun kan tale gratis i 15 minutter ad gangen. Samlet set nok til at få os til at kigge på alternativer.
Efter kort tids research kom jeg frem til at de små “resellere”, CBB, M1 mfl., generelt ikke havde noget brugbart alternativ, så vi måtte i stedet gå til de store fisk - TDC, Telia & Sonofon.

Da jeg sad og kiggede det hele i gennem en søndag eftermiddag valgte jeg at udfylde en formular på samtlige tre udbyderes websider, hvor jeg beskrev vores behov og bad om at blive kontaktet af en salgskonsulent. Da der var gået fire uger og ikke en eneste havde vendt tilbage, var jeg både skuffet og chokeret.
Derefter valgte jeg så at ringe til henholdsvis TDC og Telia. Ved TDC blev jeg stillet lidt rundt, hvorefter jeg endte ved en salgskonsulent der forstod behovene og fremsendte et tilbud samme dag, mens jeg ved Telia fik fat i en eller anden intetanende telefondame som fik vores kontaktoplysninger og lovede at vi ville blive ringet op indenfor to hverdage af en sælger. Det er over en uge siden nu, og ikke om jeg gider at spilde et minut mere på dem - det burde være sælgerne der kæmpede for at sælge, og ikke køberne der skulle kæmpe for at købe.

Hvad årsagen er kan undre mig - fejl i deres systemer? ingen ordentlig organisering? uengagerede medarbejdere? Jeg ved det ikke, men det bekræfter i hvert fald at virksomheder ofte kan blive for store, og at servicen desværre ofte går den modsatte vej af vokseværket.

Relaterede indlæg

Følg svar til dette indlæg via mit RSS feed. Du kan efterlade et svar eller lave trackback fra din egen side.

1 kommentar til “Svært at få tilbud på telefoni”


  1. Sune Christesen skrev onsdag d. 14 Marts 2007 kl. 15:33 :

    Nådada, nu kom der alligevel svar på den formular jeg havde udfyldt hos TDC d. 11/2 - det var kun lidt over en måned de brugte på at skrive mig et svar på fire linjer :)

    Endnu mere morsomt er det så at de i mailen tilbyder mig en ydelse, som de i min telefoniske henvendelse oplyste mig at de ikke tilbød.

Tilføj kommentar